onsdag den 14. september 2016

Agurkesalat med koriander, granatæble og peberrod


Jeg lavede denne agurkesalat forleden på mit arbejde som en del af en menu:

Braiseret, tyndtskåret kalvespidsbryst vendt i en marinade af tahin, hårdt ristet sesam, muscovadosukker, tørret koriander og stjerneanis.
Nudelsalat med en hjemmelavet chili-limedressing og et væld af råmarineret grønt.

Agurkesalaten var virkelig lækker og tog ikke mange øjeblikke at fremstille. Den vil også være glimrende at anvende til hvid fisk.

Opskriften kommer her:

Ingredienser: 1 agurk
2 spsk. salt
2 spsk. friskhøvlet peberrod
1/2 granatæble, kernerne banket nænsomt ud af skallen
½ bdt. frisk koriander, groft hakket
1 spsk. mørkristet sesamolie
Lage:
3 dl. æblecidereddike
1½ dl. sukker

Fremgangsmåde:
  • Skær agurken i julienne (eller riv den groft), bland den med salt og kom den over i et dørslag med let pres på, så saften kan løbe fra. Lad stå i 30 minutter.
  • Imens salt trækker vand ud af agurken, koges lagen op og afkøles med det samme.
  • Efter trække- og afkølingstid blandes alle ingredienser sammen, og salaten trækker nu smag i minimum 30 minutter inden servering.


Note: Salaten kan sagtens gemmes. Farven bliver lidt mere grå, men ved servering kan et nyt skud friskhakkede korianderblade virkelig løfte smagen op igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar