torsdag den 27. marts 2014

Gulerodsmarmelade med appelsin og vanille

Gulerodsmarmelade med appelsin og vanille
I forgårs skrev jeg om inciterende dufte.

I dag skriver jeg om årsagen hertil, for det er nemlig i dag, du får opskriften på gulerodsmarmelade med appelsin og vanille.

En marmelade, der helt frivilligt lægger sig ovenpå det nybagte rugbrød og de bløde skiver brie...blandt andet..

Ingredienser:
3 appelsiner
1 kg. gulerødder
½ tsk. vanillepulver (eller en 1/4 stang, hvor kornene er skrabt ud, men hvor også stænglen koger med)
6,5 dl vand
500 g sukker
3 tsk. rød melatin

Fremgangsmåde:
  • Vask appelsinerne og skær den yderste orange skal af frugterne. Hak skallen fint og kom dette op i en tykbundet gryde.
  • Pil den hvide, tykke skal af appelsinerne og kasser dette.
  • Hak appelsinkødet groft
  • Riv gulerødderne groft
  • Kom gulerødder, appelsinkød, vand og vanille op i en gryde (hvor appelsinskallerne allerede ligger og venter) og lad det småkoge i godt 20 minutter.
  • Tilsæt sukker og lad det koge yderligere 10-20 minutter, indtil marmeladen er transparent og mør. 
  • Mens marmeladen koger, skolder du såvel marmeladeglas som låg. Ryst dernæst glassene med spiritus; så er glassene klar til brug.
  • Holder du af en marmelade med styr på tingene, er det nu, du tilsætter melatin: Drys pulveret i under stadig omrøring, og lad det få et hurtigt opkog. 
  • Lav geléprøven: hæld en smule ud på en underkop, der har stået et øjeblik i køleskabet. Stivner marmeladen og danner "tunger", når man hælder med underkoppen, er den stivnet perfekt. Hvis ikke må du tilsætte mere melatin. Siden appelsinerne er angivet i stk. og ikke i vægt vil denne usikkerhed være tilstede. Sikke farligt vi lever livet!!
  • Hæld den færdige marmelade på glas og luk til med det samme, så marmeladen forsegles. Ved denne proces er det super vigtigt med god hygiejne. 
  • Jeg har, trods evigt svigtende matematisk sans og ditto dømmekraft, en uhyggelig sans for at lange ud efter et vilkårligt antal tomme sylteglas - og så fylde dem alle præcis til kanten. Har du ikke denne sans må du glæde dig over et halvt fuldt glas eller en tiloversbleven slant der kan spises i et ubevogtet øjeblik ovenpå en kiks og en skive god ost...


Armene har i øvrigt lidt svært ved at nå hen til tastaturet her til aften; nogen har nemlig fået sagosuppe til dessert. Temmelig meget sagosuppe. Med Stroh rom og citronskal....!  


Der er ikke mange, der ved hvordan man laver sagogryn. 

Men...


3 kommentarer:

  1. Jeg lavede appelsin-gulerodsmarmelade med inspiration i din opskrift igår og den blev virkelig god. Tusind tak. Der mangler dog mål på vand i opskriften. Jeg fiflede og brugte 6,5 dl som fungerede fint. Derudover brugte jeg fem appelsiner istedet for tre.

    SvarSlet
  2. Hej Anne
    Du har fuldstændigt ret! Jeg vil tillade mig at bruge din anvisning og hjælp, så opskriften kan få sit rette indhold. Jeg tror snart, at jeg selv vil lave den - så kan jeg samtidig også se, om ikke det var hvad jeg havde tænkt mig.
    Mange hilsener fra Nina

    SvarSlet
  3. Jeg brugte også 5 appelsiner, men tilsatte også 1 1/2 dl æbleeddike for at få det lidt syrligt. Blev meget lækkert.

    SvarSlet