søndag den 10. marts 2013

Chokolade-rødløgsdressing

Urtekram og Oscar Umahro Cadogan har med "Livet er meget mere"  ladet nøglesætningerne spændende opskrifter og gode råvarer indgå i et partnerskab, der kommer den bevidste forbruger til gode. 
I forbindelsen med lanceringen af hjemmesiden, fik jeg (og andre madbloggere) tilsendt en kasse fra Urtekram med forskellige, lækre produkter i. Med pakken fulgte også et sæt opskrifter, udviklet af Oscar Umahro Cadogan, som jeg nu har testet.

Chokolade- og rødløgsdressing 

Chokolade-rødløgsdressing med hampefrøolie bliver dermed den første opskrift, som bliver testet her. 

Det er, sandt at sige, første gang jeg har prøvet at bruge chokolade i en salatdressing. Første gang fordi chokoladen i min optik var fastforankret i det søde køkken - hvis man altså lige så bort fra chili con carne. Undskyld til chokoladen - for her er der virkelig noget at arbejde med! Sund skepsis kan heldigvis forandre sig til positiv overraskelse, også i dette tilfælde. 

Selve dressingen tog ikke mange minutter at ryste sammen - og i køleskab har den rimelig lang holdbarhed. Jeg havde brug for at teste den på så neutral grund som muligt første gang, hvorfor den blot blev vendt sammen med feldsalat og serveret i al sin enkelthed. Den evnede at bære salaten alene, hvilket højner kvaliteten ved en dressing dramatisk. 

Senere har jeg anvendt denne dressing som dip til ristet brød og i en fyldigere salat med bl.a. den bitre raddchio, grønne salatblade, bagt pære og friterede kapers. Her fungerede den også optimalt. 

Det skal siges, at hampefrøolien er en udfordring for de, der står med den smukke olie for første gang - men hvordan var det nu lige...et déjà vu? Mon ikke! Ny smag skal adopteres forsigtigt - det kommer sjældent på én gang:

Jeg husker tilbage til dengang, hvor min mor introducerede det lille hjem for olivenolien. Jeg husker smagen, som var anderledes, fyldigere. 
Så kom den koldpressede rapsolie, med de tydelige noter af ærter - også den skulle man vende sig til. Det gik dog lidt lettere, da Claus Meyers massive charmeoffensiv overfor denne nordens olivenolie tog trykket af den værste skepsis. 
Nu er turen altså kommet til hampefrøolien, som bliver smagsløgenes nye udfordring. Det skal nok komme - men lidt tålmodighed må man måske nok påregne. Godt at vide, at den er så sund...

Jeg har, foruden opskriften på denne dressing, også testet en opskrift på "alt i én" pastagryderet, som også vil blive omtalt på min blog. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar